Af Louis Raaschou
Rækken af film om Anden Verdenskrig og besættelsen i Danmark kan til tider virke uendelig, men som Ole Bornedal selv har beskrevet det, er der ofte tale om lidt ensidige fortællinger, der tager os ind i maskinrummet hos de danske modstandsfolk og krigshelte. I stedet for at skrive sig ind i den række har Bornedal med Skyggen i mit øje skabt en film om krigstiden, der har udgangspunkt i børnenes perspektiv, for hvordan forholder man sig til en krig, man ikke engang kan forstå, men alligevel er dybt berørt af?
En skæbnesvanger martsdag i 1945, da det britiske luftvåben skal bombe Gestapos hovedkvarter i København, styrter et af bombeflyene fejlagtigt ned i Den Franske Skole, hvilket får de næstkommende fly til at tro, at bygningen er målet for angrebet. Det resulterer i en dybt tragisk fejlbombning, som ender med at koste 86 børn og 18 voksne livet. Skyggen i mit øje følger op til, under og lige efter angrebet en række personer, der på forskellig vis rammes af det fejlslagne angreb. I centrum er fortællingen om de tre skolekammerater Eva (Ella Josephine Lund Nilsson), Rigmor (Ester Birch Bech) og Henry (Bertram Bisgaard).
De tre børn levendegøres på overbevisende manér af de unge skuespiltalenter, der indkapsler den umiddelbare glæde og uvidenhed, som er så definerende for barndommen. På samme tid rammer de alle totalt plet, når de voksnes krig og brutalitet på uretfærdig vis melder sin ankomst, og manglen på forståelse for, hvorfor krige overhovedet udkæmpes, skinner ud af deres blanke øjne.
At kunne lege og drømme midt i en krig, er en særlig evne, som kun børn besidder. Når Eva og Rigmor lærer Henry den særlige leg, hvor de lader som om, at bagerfruen ”Flodhesten” er en ondsindet vogter af de himmelske, men giftige, teboller i vinduet, er det både dybt livsbekræftende og fortalt med en oprigtighed, som er definerende for de tre børns præstationer.
Sideløbende brillerer den unge duo bestående af Fanny Bornedal og Alex Høegh Andersen som henholdsvis nonne og Hipobetjent. De to levendegør en ungdommelig rådvildhed og længsel og har sammen en intens kropslighed og en iver, som stråler ud af dem. Den unge Bornedal med en elegant ro og selvsikkerhed og Høegh Andersen med hans særegne ekspressivitet, som i HBO-hittet Vikings (2013-2020) har gjort ham til en international stjerne.
Bornedal gør ikke meget forkert med Skyggen i mit øje, men de sideløbende historier om tilfangetagne modstandsfolk og britiske jægerpiloter, som er en naturlig del af fortællingen om den dag i marts 1945, bliver aldrig for alvor interessante. De berøres for flygtigt, og man bliver derfor aldrig rigtigt engageret i karaktererne og deres skæbner. I stedet venter man enkelte steder mest af alt bare på, at der vendes tilbage til de to primære, og ekstremt velfungerende, plotlinjer.
På lydsiden formår man at veksle mellem lyse og lette toner, der med barnlig fantasifuldhed næsten skaber julekalenderstemning, og de bombastiske toner af dundrende bombefly, der leder tankerne mod voldsommere Anden Verdenskrigsfilm som Dunkirk (2017). Det flersidige lydbillede omfavner på flot vis modsætningsforholdet mellem at være barn og at befinde sig midt i noget så voksent som en krig. Samtidig bevidner en alsidig og storslået billedside, der ofte tager børnenes perspektiv, om, at filmens enorme budget langt hen ad vejen er blevet brugt fornuftigt.
Skyggen i mit øje er en film om tragedien i marts 1945, men det er ikke bare tragisk historiefortælling. Det er en film om kærlighed, venskab og identitet. Om at være barn og at blive voksen. Om hvor både forfærdeligt og fantastisk livet kan være, og hvor skrøbeligt alting egentlig er. Det er en stor film, der i sin grundessens handler om de små ting.
Og så er den det bedste Ole Bornedal har præsteret siden gennembruddet med klassikeren Nattevagten (1994) for 27 år siden.
Kommentarer